Vi støtter BørneTelefonen og Julemærkehjemmene

Børns trivsel og glæde betyder meget for Autolease. Derfor støtter vi igen i år BørneTelefonen hos Børns Vilkår og Julemærkehjemmene.

BørneTelefonen hos Børns Vilkår

Børns Vilkår kæmper for, at intet barn i Danmark svigtes – hverken af barnets nærmeste voksne eller samfundet. Børns Vilkår sikrer, at alle børn har i hvert fald én, som lytter og hjælper børnene med at få den støtte og omsorg, de har brug for. Hvert år får BørneTelefonen hos Børns Vilkår mere end 200.000 henvendelser fra børn, som har brug for en voksen at tale med. Sidste år nåede BørneTelefonen kun at besvare knap halvdelen af henvendelserne.

Igen i år støtter Autolease BørneTelefonen, så endnu flere henvendelser fra udsatte børn og unge kan blive besvaret. Her i december har vi været på besøg hos BørneTelefonen for at ønske glædelig jul og forære de frivillige en æske chokolade for deres fantastisk givende arbejde.



Julemærkehjemmene

Julemærkehjemmene kæmper for børneliv uden mobning, ensomhed og overvægt, og vi er stolte over at være en del af denne kamp. Hvert år hjælper Julemærkehjemmene omkring 1.000 børn i alderen fra 7-14 år videre i livet. Børnene får hjælp til at komme ud af mobning og isolation, og samtidig lærer de om sund kost og motion. De får selvtillid, så de igen kan smile til livet.

Støtten fra Autolease hjælper Julemærkehjemmene med løbende at videreudvikle sin omsorg for udsatte børn og deres familier. Vi vil fortsat være med til at støtte denne gode sag, så endnu flere børn kan få en lykkelig hverdag.