Teknologi, som gør din hverdag nemmere

Udgivet: 8. februar 2019

Moderne biler er fyldt med teknologi, men det er de færreste som bruger det. I denne artikel har vi udvalgt fire udstyrsoptioner, som vi mener kan være med til at gøre din hverdag nemmere.

 

 

Få din bil online

I dag kan mange biler gå online og derved åbne op for et hav af nye og spændende muligheder.

Funktionen i navigationsanlægget, hvor du får vist nærmeste tankstation, indeholder nu også brændstofpriser, når du er online. Søger du efter en parkeringsplads, viser systemet dig ikke kun hen til nærmeste parkeringshus men også, hvor mange ledige pladser parkeringshuset har.

Af andre online tjenester kan nævnes vejrudsigt, Live trafikmeldinger, nyheder, søgning efter restauranter, opdatering af navigationskort mfl.

Vores test er foretaget i en Skoda Octavia, hvor vi direkte via bilens infoskærm har aktiveret den 12 måneders gratis testperiode af Skoda Connect. Det er ikke kun hos Skoda man kan få sin bil online. Connect-systemet findes også i resten af VW-koncernens bilmærker (Volkswagen, Seat, Skoda og Audi). Alle tilbyder de en gratis testperiode fra tre måneder op til tre år, afhængig af mærke.

BMW, Volvo og Mercedes er også online på flere af deres modeller, hvor de tilbyder lignende systemer med mulighed for online tjenester.


Integrer din mobiltelefon med Apple CarPlay

Apple CarPlay integrerer din mobiltelefons funktioner via bilens infoskærm. Når du sætter dig ind i din bil og er forbundet med CarPlay, og du f.eks. har et møde i din kalender, vil du automatisk blive spurgt, om du ønsker at køre hen til dit møde. På den måde er dit navigationssystem allerede klar, når du sætter dig ind i bilen, og du slipper for at indtaste adresse på din destination.

Vi ser efterhånden Apple CarPlay som standardudstyr i mange modeller. Som tilkøbt ekstraudstyr ser vi Apple CarPlay som et godt alternativ til at få navigation i bilen.


Augmented Reality

Vi har testet en Mercedes A-klasse med Augmented Reality, og det er blevet et ekstraudstyr, som vi er særligt vilde med. Systemet kombinerer traditionel navigation med live video, som er optaget ud gennem bilens forrude. Rutevejledningen vises interaktivt på live videoen med blå pile, som viser, hvor du skal køre hen.

>Se vores video af systemet i brug her< 


Augmented Reality er et godt eksempel på, hvor man er på vej hen med teknologien, og der kommer helt sikkert lignende systemer fra andre mærker i nærmeste fremtid.

Til Mercedes A-klasse kan man kun få Augmented Reality som ekstraudstyr. Systemet kan tilkøbes for kr. 5.800 (kræver Premium-pakke).


De digitale spejle

Kamerateknologien udvikler sig hele tiden, og vi begynder at se en tendens til at bilens traditionelle spejle bliver erstattet med videoskærme. En smart feature, som vi er stødt på i både den nye Toyota RAV4 og den nye Land Rover Evoque, er det digitale bakspejl. Her kan bekspejlet omdannes til en videoskærm ved blot et klik på en enkelt knap. En nyttig funktion, hvis personer eller baggage blokerer udsynet bagud.

Vi har prøvet de digitale sidespejle hos Audi. Det kan vælges som ekstraudstyr i deres nye elbil Audi e-tron.

>læs vores test af Audi e-tron her<


Hver dag udvikles der løsninger, som er designet til at gøre vores hverdag nemmere, og vi glæder os til at præsentere dig for endnu flere innovative tiltag i fremtidens biler.

Er du interesseret i altid at være opdateret på bilnyheder, så følg os her