L 4 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven

Udgivet: 3. oktober 2017

Første udkast til lovforslag om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven er fremlagt ved Folketinget d. 3. oktober. Lovforslaget indeholder som forventet en ændring af registreringsafgiften, ændring af fradrag for sikkerhedsudstyr, forhøjelse af tærskelværdi og tillæg for energieffektivitet, stramning af regler ved leasing m.v. af køretøjer, forhøjelse af reparationsgrænsen og forhøjelse og øget differentiering af brændstofforbrugsafgift m.v.

Der vil som en del af lovforslaget være en syv dages høringsperiode. Gennem vores brancheforening Finans & Leasing, vil vi stille spørgsmål til dele af lovforslaget, som vi mener er uklare. Når disse spørgsmål er endeligt belyst, vil vi kunne rådgive vores kunder om de rigtige valg fremover. Indtil videre, er der desværre ubekendte faktorer i lovforslaget, som først skal afklares..

”Det er selvfølgelig ikke optimalt, at vi siden d. 29. august ikke har haft klare anbefalinger på leasingområdet, men vi gør alt hvad vi kan for at skabe en normaliseret hverdag så hurtigt som muligt. Som professionel Fleet Management partner skal vi kunne rådgive vores kunder om ”best choice” på leasingmarkedet” udtaler Lars Bro-Rasmussen, Head of Sales

Hvis du vil læse lovforslaget i sin helhed eller følge den videre proces kan det gøres på nedenstående links.

 

Lovforslaget kan findes her

Den videre proces kan findes her

 

Hvad sker der nu?

Lovforslaget indeholder en overgangsordning, som vi som leasingselskab muligvis er en del af. Overgangsordningen lægger op til, at aftaler der er underskrevet senest d. 2. oktober 2017 kan indregistreres på gamle vilkår indtil d. 1. april 2018. Hvorvidt det bedst kan svare sig at indregistrere på gamle eller nye vilkår, ved vi endnu ikke, men vi arbejder på at få afklaret dette hurtigst muligt.

Såfremt bilen indregistreres før denne afklaring, vil bilen blive indregistreret på nye vilkår jf. lovforslaget. Kort fortalt betyder det, at der iflg. lovforslaget skal ske en genberegning af afgiften senest 4 mdr. efter 1. registreringsdato. En genberegning af registreringsafgiften kan umiddelbart påvirke både leasingydelse og beskatningsværdi i både positiv og negativ retning. Hvorvidt det er bedst for din virksomhed og dine firmabilsbrugere at få indregistreret bilen nu eller efter en afklaring, kan vi på nuværende tidspunkt ikke rådgive om.