Hvilken firmabil var mest populær i andet kvartal?
Personbiler
I andet kvartal af 2017 sidder Mercedes stadig tungt på 1. pladsen med deres C-klasse. Som noget nyt er Mercedes E-klassen kommet op på 2. pladsen og sidste års nr. 1 VW Passat er nede på 3. pladsen.
Men lad os starte med førstepladsen. 80 % af bestillingerne på Mercedes C-klassen er C220d aut. Business Plus St.car. Til en beskatning på 417.900kr. og med en meget attraktiv udstyrspakke, som indeholder de mest populære udstyrsoptioner i øjeblikket - nemlig aut. gear, adaptiv fartpilot, LED lygter og navigationssystem, er pakken sathelt rigtig sammen. For nyligt lancerede Mercedes en ny kampagnepakke kaldet Edition C Plus, som grundlæggende gør bilen mere sporty at se på, blandt andet med AMG line eksteriør. Merprisen for denne pakke er 50.000kr. Det bliver spændende at følge de kommende måneder. Første halvår af 2017 har konkurrencen været hård blandt de traditionelle firmabil mærker, og få modeller står for størstedelen af bestillingerne i øjeblikket.
På anden pladsen er Mercedes E-klasse som ligesom C-klassen tilbyder meget standardudstyr i et konkurrencepræget premiumsegment. E-klassen er ny i top 3, men sammen med BMW 5-serien, er de begge på vej op. Der er ingen tvivl om, at den store premiumklasse vokser i 2017 og konkurrencen er hård for at holde sine positioner.
På tredje pladsen er sidste års nr. 1 nemlig VW Passat. VW Passat Premium er afløseren for PLUS kampagne, der kørte i næsten halvandet år. Premium varianten tilbyder meget af det samme udstyr som tidligere, og så lidt ekstra. Blandt andet digital instrumentering som er rigtig lækkert at se på.
Varebiler
På varebilsfronten er det stadig Ford Transit Custom, der indtager førstepladsen.
Lige efter har vi Opel Vivaro på andenpladsen. Især Opels nye Vivaro Heat Line med motor/kabinevarmer, aircondition, fartpilot, parkeringssensor bag og meget andet har trukket en del ordrer, men det er stadig ikke nok til at slå Ford Custom af tronen, som den har siddet solidt på de sidste ca. 2 år.
På tredjepladsen har vi VW Transporter, som er lige en smule dyrere end de to øvrige. Til gengæld får du en stor udstyrspakke og en gennemtænkt og gennemprøvet varebil, som alle vil synes om.