Genève Motorshow 2019
Vi har i den forgangne uge besøgt den internationale biludstilling i Genève – en spændende forsmag på de nye bilmodeller og nye teknologier, som vil ramme det danske bilmarked indenfor nærmeste fremtid. Vi har udvalgt nogle af de modeller, som vi særligt fandt interessante til biludstillingen.
Audi Q4 e-tron
Et gennemgående tema på Genève-udstillingen var elbiler, og Audi-standen var ingen undtagelse. Her fremviste den tyske bilproducent næsten udelukkende hybrid- eller rene elbiler. Kronen på værket var Q4 e-tron som forventes i 2020. Bilen drives at to elmotorer, som tilsammen yder 306 HK og har en rækkevidde på 450 km.
Af nye plug-in hybrider viste Audi fire nye modeller frem – A6, A7 Sportback, A8 samt Q5. På hybrid-modeller går Audi bort fra betegnelsen e-tron. Hybrid på Audi-sprog hedder fremover TFSi e.
Polestar 2
Volvos søstermærke Polestar var også repræsenteret i Genève. Polestar fremviste sin anden bil i rækken, nemlig Polestar 2 – en bil som efter Polestars eget udsagn bliver en konkurrent til Tesla Model 3. Polestar 2 er bygget på samme platform som Volvo XC40, som den også deler mange funktionaliteter med. Et eksempel er kabinen, hvor man ser tydelig inspiration fra Volvo XC40. Bilen har firehjulstræk, yder 408 HK og klarer 1-100 km/t på under 5 sekunder. Rækkevidden er opgivet til 500 km.
Produktionen af Polestar 2 starter op i 2020.
Mazda CX-30
Mazda kunne fremvise sin nye Mazda CX-30, som størrelsesmæssigt ligger midt imellem CX-3 og CX-5. Indvendigt følger CX-30 de designlinjer og den teknologi, vi kender fra den nye Mazda 3. På motorsiden satser Mazda umiddelbart ikke på hybridteknologi men derimod på sin egen Skyactiv X-teknologi, hvor en benzinmotor arbejder efter samme princip som en dieselmotor og derved opnår en bedre brændstoføkonomi.
Mazda CX-30 rammer det danske marked ultimo 2019.
Skoda Vision iV
Skoda viste, ud over sin nye Skoda Kamiq (søsterbil til Seat Arona og VW T-Roc), også sit bud på en af fremtidens elbiler, nemlig Skoda Vision iV. Bilen, der er på størrelse med Skoda Kodiaq, er planlagt til produktion i 2020 og vil få en rækkevidde på 500 km.
Genève-udstillingen bød igen i år på massevis at spændende biler, morgendagens teknologier og fremtidens designlinjer. Vi kommer ikke rundt om alle i denne artikel, men af andre spændende biler i firmabilssegmentet kan nævnes: Audi Q3, Peugeot 508, Volkswagen Tiguan R (bygget på den kommende faceliftet Tiguan), Audi Q8, Skoda Scala, Mercedes EQC samt ikke mindst den nye Volkswagen Passat. Sidstnævnte rammer det danske marked til august og kommer blandt andet med et helt nyt online infotainment system, en Digital Key, hvor du bruger din mobiltelefon som bilnøgle samt nye avancerede LED-forlygter med 44 dioder. Visuelt skiller den nye Passat sig ikke meget ud fra sin forgænger, opgraderingen er i stedet sket på det tekniske plan.