Elektriske nyheder fra Frankfurt Motor Show
Autolease var til stede til Frankfurt Motor Show, et af Europas største bilevents, for at få et indblik i, hvad vi kan forvente af nye biler, teknik og mobilitet. Den absolut største nyhed var Volkswagen ID.3, og vi vil her give et indblik i både den og nogle af de andre nyheder fra biludstillingen, der kommer på markedet de næste år. Det bliver en spændende elektrisk fremtid.
Den internationale biludstilling bød på spændende nyheder, og det er tydeligt, at flere bilmærker kommer med nye modeller, som helt fra grunden er konstruerede til at være rene elbiler. Her kommer nogle eksempler:
Volkswagen ID.3
Ud af en masse nyheder indenfor elbiler var det uden tvivl Volkswagen ID.3, som fik størst opmærksomhed under Frankfurt Motor Show. Navnet ID.3 symboliserer, at bilen er Volkswagens tredje største lancering gennem tiden – efter Beetle og Golf. Designet på Volkswagen ID.3 er super moderne, og teknologien er høj i hele bilen. Basismodellen ID 3 med en batteripakke med kapacitet på 45 kWh kører med en WLTP-rækkevidde på 330 kilometer. ID.3 kommer i første halvår af 2020.
Honda e
Honda e har et enkelt og minimalistisk design og interiør samt topmoderne teknologi. Bilens innovative funktioner indeholder bl.a. Honda Parking Pilot og Side-Camera Mirror System, og den har en rækkevidde på 250 km. WLTP. Honda e kommer i år 2020.
Polestar 2
Polestar 2 er Volvos elektriske søstermodel, hvilket designet tydeligt bærer præg af. Den har firhjulstræk, et anhængertræk på 1400 kg. og 500 km. rækkevidde. Polestar 2 kommer også i år 2020.
Byton M-Byte
Den kinesiske SUV Byton M-Byte skal produceres i Kina, men al udvikling af design og teknologi sker i Californien og München. Den har bl.a. en 48 tommer skærm, der breder sig i hele kabinens længde, og rækkevidden går op til 550 km. WLTP. Byton M-Byte lanceres i Europa i år 2021.
Det var værd at bemærke, at flere af producenterne brander deres biler som ”electric”, men flere steder kunne vi konstatere, at ”electric”-begrebet også bliver brugt om milde hybridbiler. Dette var dog ikke tilfældet for de omtalte modeller ovenfor.
Stort set alle de nye elbiler kan fast-charge, hvilket vil sige, at de kan lade mange kilometer på kort tid. En ny elbil vil dermed kunne dække en stor del af danskernes kørselsbehov. I hvert fald er den elektriske trend for alvor begyndt at komme til Europa!