Biltest: Ny BMW X3

Udgivet: 1. marts 2018

Biltest: Ny BMW X3

SUV klassen vinder mere og mere ind hos firmabilsbrugerne og er mere populær end nogensinde. Vi har været bag rattet i en af efterårets nyheder i Premium-klassen, den nye BMW X3.

 

Testbil: BMW X3 30d xDrive Aut.

Bilen, vi har testet, er den 6-cylindrede 30d med 265hk. BMW Danmark satser især på 30d udgaven, da merbeskatningen i forhold til 20d med 4 cylindre og 190hk ”kun” er kr. 56.000. For en mere velkørende motor og en lyd, som ikke fås hos konkurrenterne, synes vi, det er godt givet ud hvis der er plads i TCO'en. Kabinen med de klassiske elegante BMW linjer, lædersæder og den 10,25” store skærm i forbindelse med navigation Professional giver en premium fornemmelse, når man sidder bag rattet. Testbilen var desuden udstyret med digitalt display bag rattet, som udskifter de traditionelle urskiver med en 12,3” stor skærm, samt Gesture Control, hvor du får mulighed for at styre f.eks. lydstyrke ved at dreje hånden i luften.


Køreegenskaber

I BMW X3 er firhjulstræk standard. BMW kalder systemet for xDrive, hvilket er medvirkende til at give særdeles gode køreegenskaber, som vi også kender det fra resten af BMW programmet. Normalt vil en høj bil som BMW X3 netop have problemer med køreegenskaberne, men det har BMW løst på bedste vis. Samtidig får du i BMW X3 et fantastisk overblik i trafikken netop på grund af den høje sideposition.

Selvom X3 er en høj bil og den model, vi testede, var med den store 6-cylindrede 30d motor, havde vi et gennemsnitsforbrug i de to uger, vi testede bilen, på 12,8 km/l. Til sammenligning er bilen opgivet til 17,5 km/l, men med en overvejende del af vores kørsel i byen, synes vi, at den gør det overraskende godt på denne front. Det er selvfølgelig ikke den mest økonomiske firmabil på markedet, men til sammenligning med dens primære konkurrenter er det på niveau eller en tand bedre.

 

Konklusion

Den nye BMW X3 er en lækker premium SUV der fortsætter den stilrene og maskuline designlinje som vi kender fra det øvrige BMW modelprogram. Køreregenskaberne er i top, kvalitets fornemmelsen er en premium bil værdig og beskatningspriserne er på niveau med de primære konkurrenter fra Mercedes GLC, Audi Q5 og Volvo XC60. BMW X3 er derfor bestemt en bil du skal overveje, hvis du er ude efter en premium SUV i prisklassen omkring 550.000kr. +.

 

Beskatning, leasingydelse og ekstra udstyr 

Lige nu tilbydes BMW X3 i to diesel motorer 20d og 30d samt i benzin motorerne 20i, 30i og M40i. Plug-in versionen X3 30e forventes på nuværende tidspunkt at komme senere.

Se leasingpriser og beskatning på BMW X3 20d aut. her
Se leasingpriser og beskatning på BMW X3 30d aut. her

Ekstraudstyr på testbil
- M Sport Model
- Navigationssystem Professional
- Multifunktion instrumentgruppe m. Udvidet indhold
- Ratvarme
- Adaptive LED forlygter
- BMW Gesture Control
- HIFI højttaler system
- Aktiv fartpilot m. Stop&Go funktion
- Galvaniserede applikationer på betjeningselementerne
- ConnectedDrive Services-pakke (3 år)
- M letmetalfælge 20" dobbelt-eger 699 M med runflat-dæk

Udvalgt standardudstyr på BMW X3
- Metallak
- 18” letmetalfælge (styling 618)
- LED forlygter (Mulighed for opgradering til udvidet indhold)
- Parkeringssensor (PDC 508), for og bag
- Advantage pakke
- Automatisk bagklap
- Og meget andet