Thomas og Team Rynkeby

Udgivet: 25. juni 2020

Selvom der ikke bliver nogen cykeltur til Paris i år, så stopper det ikke ildsjælene på Team Rynkeby. Thomas Wiinberg Olesen som til dagligt sidder i vores afdeling i banken, er en af dem.



Gennem hele efteråret og vinteren, har Thomas og hans holdkammerater knoklet på med cykeltræning, samt ikke mindst det vigtige arbejde der ligger i at indsamle penge til kritisk syge børn. Et arbejde vi hos Autolease og DNB Bank igen i år har valgt at støtte Thomas i, via et Guld sponsorat til hans hold – Team Rynkeby Vestegnen.

Kulminationen af det omfattende arbejde og mange måneders træning, må rytterne dog vente med til næste år. Team Rynkeby Fonden besluttede nemlig allerede tilbage i april, at den afsluttende cykeltur til Paris, grundet restriktioner i forbindelse med  Corona, måtte udskydes til 2021. Alle ryttere er blevet tilbudt en plads på næste års hold, og hos Team Rynkeby Vestegnen arbejder man desuden på at sammensætte en fælles cykeltur i august, hvor holdet over flere dage cykler rundt i Danmark.

At der hersker en helt særlig holdånd på Team Rynkeby er vi ikke i tvivl om, efter at have mødt Thomas og et par af hans holdkammerater på vej ud på en træningstur efter fyraften.  Alle har de været en del af Team Rynkeby tidligere, og snakken går hurtigt på hvor anderledes det har været i år – både hvad fællesskab og træning angår, men i ligeså høj grad når det kommer til indsamling til børnene, hvor mange at de arrangementer, i år har været aflyst.

Det vigtige arbejde med at samle penge ind fortsatte naturligvis, selvom cykelturen blev udskudt. Vi glæder os til at se det samlede beløb, som Thomas og resten af Team Rynkeby Fonden til september kan overrække til de syge børn.

I 2019 donerede Team Rynkeby 79,3 mio. til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme. Heraf gik de 29,4 mio. til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

Har du eller din virksomhed lyst til at bidrage i kampen mod børnekræft, er det ikke for sent. Det er stadig muligt at donere penge til BørneCancerFonden via Team Rynkeby Vestegnen via Mobile Pay på: 46231 – Alle beløb tæller.