Sol og Strand valgte leasing

Udgivet: 18. december 2019

Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, der tidligere havde ejerskab over sine biler, er nu skiftet over til leasing hos Autolease. Sol og Strands medarbejdere rundt omkring i Danmark har nu modtaget 45 helt nye varebiler. Vi har talt med driftschef Lars Alkert Andersen og økonomichef Jens Frandsen om deres nye varebiler samt valget om at skifte over til leasing. 



Medarbejderne hos Sol og Strand modtog forleden en tidlig julegave. Her blev der nemlig leveret nye firmabiler ud til samtlige 21 lokalkontorer rundt omkring i Danmark - til stor glæde hos brugerne af bilerne.

”Jeg tilbringer en stor del af min arbejdsdag med at køre rundt, så derfor er det helt fantastisk at få en helt ny bil at køre i” siger Flemming Prasse, der er servicetekniker på Rømø.

Sol og Strand har hidtil udskiftet bilerne, der hører til de 21 lokalkontorer, efter behov. Imidlertid havde virksomheden et ønske om at ensrette bilparken, og derfor valgte Sol og Strand at indgå en aftale om leasing af hele sin bilflåde, heriblandt 22 personbiler og 45 varebiler.

”Det giver os en række fordele – blandt andet opnår vi budgetsikkerhed, idet vi betaler en løbende leasingydelse, der dækker forsikring, service, dæk og vejhjælp. Det betyder, at vi slipper for uforudsete udgifter som eksempelvis dyre værkstedsregninger. I leasingydelsen har vi endvidere fået inkluderet professionel indretning til de specialindrettede biler, hvilket er et markant løft i forhold til vores tidligere indretning i vores varebiler. Leasingaftalenerne muliggør, at vi altid har driftssikre og forholdsvis nye biler, idet de bliver udskiftet efter endt leasingperiode” fortæller økonomichef Jens Frandsen fra Sol og Strand.



Indretningen i varebilerne er gjort i samarbejde med Sortimo, som har sikret, at varebilerne står skarpt, både når det kommer til design og praktik. Også driftschef hos Sol og Strand, Lars Alkert Andersen, glæder sig over, at der nu står splinternye biler rundt omkring hos alle lokalkontorer.

”Det betyder meget for medarbejdernes tilfredshed, at de har nye og driftssikre biler at køre i, og ikke mindst har det en stor betydning, at der er tale om biler, som belaster vores kære miljø markant mindre” siger Lars Alkert Andersen.

De 45 varebiler er blevet folieret med billeder og med nogle af de budskaber, som Sol og Strand profilerer sig på.

”En bil er en kørende reklamesøjle, som kommer vidt omkring, og derfor betyder det meget, at vi kan fortælle omverdenen, at vi eksempelvis kan tilbyde sommerhusejere en aftale ”uden binding”, at vi støtter lokale formål, og at vi er dansk- og fondsejet osv.” siger Lars Alkert Andersen.

Begge fremhæver, hvor nemt og enkelt det har været at finde frem til den rette løsning. Modsat andre tilbyder Autolease nemlig en digital platform, hvor man kan regne sig frem til den mest optimale løsning, uden at man behøver at være i dialog med en medarbejder.

”Det har givet os en stor fleksibilitet, at vi digitalt har kunnet sammensætte et produkt, der passer til os. Har vi haft behov for assistance, har det været nemt at komme i kontakt med en medarbejder” fortæller Jens Frandsen.

Vi er glade for at have Sol og Strand som vores nye kunder, og at vores biler og digitale løsning lever op til forventningerne.