Nye elbiler på Nordens største elbilmesse

Udgivet: 6. december 2018

Bilindustrien satser stort i disse dage. Dette kom til udtryk på eCarExpo, Nordens største elbilmesse. Her fremviste bilindustrien en række nye modeller inden for el- og hybridbiler.


Interessen for el- og ladehybridbiler er større end nogensinde før. Derfor viste el- og bilindustrien alt, hvad den har på dette område på Nordens største elbilmesse i Göteborg. Autolease var med på messen. Her præsenterede politikere og folk fra bilindustrien det nyeste inden for miljøbiler samt udbygningen af den svenske elbilinfrastruktur.


Anders Kaae, Remarketing Manager hos Autolease udtaler: ”Det er en utrolig spændende udvikling, vi ser inden for elbiler i disse år. Går vi få år tilbage, var det kun en Tesla, der havde en rækkevidde på omkring 500 km., hvor det hos andre elbiler var normalt med 200 km. Elbilmessen viste tydeligt, hvor hurtigt teknologien udvikler sig, og i dag er det helt normalt for en elbil at have omkring 500 km. i rækkevidde.”


Bilproducenterne står i kø for at præsentere deres el- og plugin-hybridbiler. "Traditionelle bilmodeller såsom Golf fås i dag som elbil. Nu skal man bare vænne sig til ikke at skulle tænke over, hvor mange hestekræfter man har råd til men i stedet, hvilken slags motor, der passer bedst til ens behov." Denne udvikling fik vi en forsmag på i form af premierer på en række el- og hybridbiler, hvor vi især fandt fire modeller interessante.



Tesla Model 3

Den mest ventede premiere var Tesla Model 3, som allerede siden lanceringen som skitse for tre år siden er blevet forudbestilt af ca. 400.000 købere verden over, herunder også af et mindre antal i Danmark. Indvendigt er designet minimalistisk, hvor alt styres fra en 15” skærm i midterkonsollen. Bilen har kun to knapper, som begge sidder på rattet. Størrelsesmæssigt er Tesla Model 3 i klasse med Audi A5 og VW Arteon.

Rækkevidden for Tesla Model 3 er endnu ikke testet efter den europæiske WLTP-standard. Omregner vi den amerikanske EPA-standard, får Tesla Model 3 en rækkevidde på over 400 km. med det lille batteri og over 500 km. med det store batteri. Derudover er den designet til at opnå de højeste sikkerhedsvurderinger i alle kategorier.
 

De danske priser er endnu ikke offentliggjort – i USA starter prisen på $35.000.



Audi e-tron

Derudover var der premiere på den nye Audi e-tron, som er ren elbil i SUV-premiumklassen. Udvendigt ligner Audi e-tron en Audi Q5, hvor interiøret er en generation nyere og ligner mere det vi kender fra Audi Q7. Den har to elmotorer, som i samspil med det elektriske firhjulstræk yder 408 HK og sørger dermed for yderst adrætte køreegenskaber og en rækkevidde på over 400 km. Audi e-tron kan trække 1800 kg. på krogen, så der er her tale om en bil, der ikke bare er sportslig men også anvendelig i hverdagen.

 
I Danmark er prisen ikke offentliggjort endnu, men Audi forventer en startpris på lige under en million.

De virtuelle sidespejle er et designhighlight på Audi e-tron



BMW iX3

BMW viste sin konceptbil iX3 el-SUV, som er tæt på at være produktionsklar. Her løfter BMW sløret for den første fuldelektriske Sports Activity Vehicle (SAV). Den er udstyret med femte generations BMW eDrive-teknologi og har en kapacitet på 70 kWh og 270 hk, som gør, at den får 400 km. i rækkevidde. Den elektriske køreglæde når helt nye højder med denne model, og det er uden at gå på kompromis med hverken komfort eller funktionalitet. 


Hyundai Kona EV

Den elektriske udgave af Hyundai Kona er spået en god fremtid af flere bilmedier, da den har en rækkevidde helt op til 482 km. afhængig af variant og en pris (ca. 300.000 kr.), som mange kan være med på. Kombinerer du både det flotte udseende og lange rækkevidde, får man den ultimative kombination af design og miljøvenlig kørsel.
 

Nye ladeløsninger

Sammenlignet med Danmark er Sverige langt foran, når det kommer til ladeløsninger og udbydere af disse. Tæt på 20 ladestanderproducenter var præsenteret på messen og viste et hav af muligheder. Fælles for de fleste var muligheden for, at man med en app kan følge sit strømforbrug. BMW havde deres trådløse ladeløsning med. Her skal man blot parkere bilen ovenpå laderen. 

Derudover var det bemærkelsesværdigt, at der nu findes en nemmere og mere praktisk løsning, når det kommer til ladestandere. Anders Kaae tilføjer: ”Det er glædeligt, at vi ikke længere behøver bekymre os om, hvilke stik, der passer til den elbil vi anskaffer os. I dag er der indført en fælles europæisk standard, som stort set alle producenter benytter sig af.”

Disse nye miljøbiler blev bl.a. præsenteret

- Tesla Model 3
- Kia Niro EV
- Hyundai Kona EV
- Audi e-tron
- BMW iX3 el-SUV (konceptbil)
- Volvo hybrid V60 T6/T8
- Range Rover hybrid

Foruden premiererne på nye bilmodeller blev der udstillet en række opdaterede versioner af allerede eksisterende el- og hybridbiler. Trenden på disse biler går mod en større kapacitet i batterierne, der dermed giver større rækkevidde. Messen viste også andre elektriske mobilitetsløsninger, såsom knallerter, scootere, skateboard og løbehjul.