Information omkring registreringsafgifts ændring

Udgivet: 22. september 2017
Tags: Lovgivning

Som du formentlig allerede er klar over, blev Regeringen og Dansk Folkeparti enige om en afgiftsændring i torsdags. Aftalen går i korte træk ud på at sænke registreringsafgiften på miljørigtige og sikre biler. Udkastet indeholder ligeledes en række nye regler omkring leasede biler, og disse regler er stadig uklare.

 

Hvad betyder det for nye firmabiler?

På nuværende tidspunkt kan vi ikke besvare alle spørgsmål, da det endelige lovforslag endnu ikke er fremlagt. Derfor kan vi p.t. ikke rådgive om den bedste løsning, da vi ikke kender alle forhold endnu. Vores forventning er dog, at miljørigtige og sikre biler bliver billigere både hvad angår beskatningsværdi og leasingydelse.

 

Har du allerede underskrevet en leasingaftale?

Hvis du allerede har underskrevet en leasingaftale, og bilen skal leveres efter 3. oktober, er der foreløbig indført i bemærkningerne mellem Regeringen og Dansk Folkeparti, at bilens registreringsafgift skal genberegnes senest 4 måneder efter indregistreringen. Derfor er der en risiko for, at leasingydelsen og bilens beskatningsværdi kan ændre sig i begge retninger. Lige nu kender vi ikke de nærmere regler for denne genberegning, men vi vil komme med ny information, så snart vi har fakta om dette.

 

Hvad sker der nu?

Lovforslaget forventes at blive forelagt Folketinget d. 3. oktober, og reglerne vil derfor træde i kraft med virkning fra denne dato. Med de informationer, vi har, vil vi derfor vente med at indregistrere personbiler til efter d. 3. oktober. Skulle du ønske at få indregistreret din bil efter nuværende regler, eller mangler du akut en bil, er du velkommen til at kontakte din kontaktperson hos Autolease.