Det kræver sin bil at køre med frisk frugt

Udgivet: 11. april 2019

For en frugt-og grøntgrossist er det afgørende at levere frugt og grønt, der er helt frisk og samtidig kunne levere detaljeret dokumentation for, at kølekæden ikke på noget tidspunkt har været brudt. Begge dele er Duo Frugt sikret med to nye biler specialbygget af Autolease.



Duo Frugt bestilte to nye Volkswagen chassis kølebiler med lifte. Det særlige ved bilerne er de mange sensorer, der overvåger temperaturen, og som betyder, at Duo Frugt kan opdele bilerne i forskellige temperaturzoner. Informationerne fra sensorerne bliver lagret på dataloggere i bilerne, og kan printes ud direkte hos kunderne fra de printere, der også er installeret i kølebilerne. Dermed kan de konstant overvåge temperaturen i bilen og dokumentere den præcise temperatur på hvilket som helst tidspunkt.


GPS-trackere giver hurtigt overblik

Bilerne har fået installeret GPS-trackere, så de kan følge bilernes rute fra kontoret. På den måde kan Duo Frugt fortælle deres kunder præcist, hvornår de får deres leverancer. De behøver altså ikke ringe til chaufføren først, da man kan se det direkte på skærmen.


Smidigt samarbejde

For Duo Frugt var det især en fordel at have en direkte dialog med samarbejdspartneren DanLad, der byggede og indrettede bilerne. ”Det var super godt at tale direkte med deres leverandør og ikke kun med Autolease. Vi fik mange valgmuligheder inden for køleanlæg, som vi ikke kunne finde hos andre leverandører,” fortæller ejer af Duo Frugt, Lars Hansen.


Sales Manager i Autolease, Kasper Hviid er også glad for forløbet og for samarbejdet med DanLad: ”Vi har alt i alt formået at levere en skræddersyet totalløsning, der opfylder de behov og krav, som Duo Frugt og deres kunder stiller,” udtaler Kasper Hviid. Med de to specialbyggede biler skiller Duo Frugt sig ud fra konkurrenterne på markedet og kan levere en bedre og mere troværdig service til deres kunder. ”Man kan sige, at vi har fremtidssikret vores forretning med de her to nye biler. Jeg kan ikke forestille mig en bedre løsning end den, vi har fået,” afslutter Lars Hansen.